Notabene Shoes

        
EN

Monica Emilie Lynge

Hos Notabene er vi fascinerede af stærke kvinder der kan, vil, og tør forfølge deres drømme både i arbejds- og privatlivet. De kvinder, som på hver deres måde inspirerer os med deres vilje og kunnen. Vi har spurgt disse kvinder hvad der inspirerer dem, hvad der har ledt dem til der hvor de er i dag og hvad der får dem ud af sengen om morgenen. Læs med, når kreativ formgiver og terapeut Monica Emilie Lynge fortæller eller besøg vores Concept Store på Kronprinsensgade 10 og se hendes smukke kreationer, der pryder vores butiksvinduer i hele marts måned.

 Monica Emilie Lynge

Hvad får dig ud af sengen om morgenen? 

I de uger, hvor jeg har vores søn, er det ham der får mig ud af sengen. Til trods for at han er 7 år, vågner han stadig meget tidligt. Det gør at vores morgener er dejligt lange og vi har noget af vores vigtigste kvalitetstid og de bedste samtaler sammen her.Ellers er det sort kaffe, morgenmad og musik, der gør en god start på dagen for mig. Jeg skal have god tid om morgenen; der er ikke noget værre end at ræse rundt. 

Hvad karakteriserer dit liv lige nu?

Mod, travlhed og nysgerrighed. Mod på at starte nye projekter op, et nyt hjem og nye udfordringer. Travlheden og nysgerrigheden giver sig selv i takt med nye projekter, nyt hjem og nye udfordringer. Vi er for 3 måneder siden flyttet fra et skønt kollektiv, hvor der var fart på, masser af projekter igang og børneliv. Vi skal derfor lige vende os til stilheden og det at “bare være os". Det er udfordrende, men giver også plads til nye ideer og tanker. 

Hvordan finder du din work/life balance?

Tingene flyder meget let sammen, og da jeg bevæger mig inden for flere forskellige brancher, er det noget jeg virkelig skal jonglere imellem. Jeg er landet et sted i livet, hvor jeg er så privilegeret at lave de ting, ud over min familie og venner, der ligger mit hjerte nærmest. Den kreative del, hvor jeg arbejder projektorienteret, vokser i perioder ud af mit lille kontor med materialer og værktøj - for når der ikke er plads derinde, er stuen også i brug. Eller når jeg forbereder mig i arbejdet som terapeut, hvor jeg bruger bl.a. musikinstrumenter og dufte. Så mit arbejde fylder en del i vores private hjem.

Men vi bor i en meget lille by, lige ud til skoven og havet, så vi kan hurtigt droppe ud i naturens nærvær, når vi går uden for hoveddøren. Det bruger jeg meget for at finde balance. Når jeg kører af motorvejen på vej hjem og rammer de små krogede landeveje, kan jeg i perioder allerede mærke den dybe ro sænke sig. Så min base giver balance, også til trods for at arbejdet fylder privat. Hvis vi virkelig trænger til et afbræk fra hverdagen, så kører vi til vores families sommerhus på Møn, hvor der hverken er internetdækning eller naboer.   

Har der været et vendepunkt, der har været med til at definere den kvinde du er i dag?

Der er mange vendepunkter, der er med til at definere den kvinde jeg er i dag, men der er især 4 store omdrejningspunkter, jeg vender tilbage til og bruger jævnligt.

Da jeg var 17 år flyttede jeg til Paris alene i 7 måneder uden at kunne et ord fransk. Set i bakspejlet var det en del af min frigørelsesproces. Det har lært mig at stå på egne ben og være modig, selvom det virkede skræmmende. 

Som 25-årig gik jeg for alvor ned med stress i et job jeg dengang var sikker på skulle have været min levevej. Stressen lærte mig hvor vigtigt det er at lytte til min krop, når den siger stop. For tro mig, den ved bedst.  

Så er der selvfølgelig vendepunktet at blive mor og det ansvar der følger med. At blive mor har lært mig en helt ny dimension af vigtigheden af nærvær.

Men et vendepunkt, der fylder meget for mig og som stadig er nyt, er at jeg har opdaget at jeg kan bruge min følsomhed som en styrke i hverdagen. I mit kreative arbejde kan jeg bruge den til at skabe stemninger, og i mit terapeutiske arbejde til at aflæse og forstå klienterne.  

Hvad inspirerer dig for tiden?  

For tiden er jeg meget inspireret af naturen, fordi naturen er uperfekt, PERFEKT. Cykliske- cirkulære processer optager mig også. Dem der er i naturen. Som et eksempel står foråret lige nu for døren, grenene står næsten nøgne men med de fineste små skud eller blomster, der er klar til at springe ud og være for en tid, for igen at gå hen. Men også måder at anskue livet eller vores handlinger cirkulært på, finder jeg inspiration i. Derudover er jeg meget optaget af vibrationer fra lyde og musik, og hvordan de kan ændre følelsesmæssige tilstande. Det er vildt inspirerende at grave ned i, undersøge og lege med.

>>